
Historien om Oyster
Den blev født ud af Hans Wilsdorfs vision. Rolex’ grundlægger ønskede at gøre armbåndsuret til en integreret del af de teknologiske fremskridt, der transformerede samfundet ved starten af det 20. århundrede. Hundrede år efter at have revolutioneret urmagerverdenen fortsætter Oyster med at udvikle sig – og hjælper hver bærer med at opfylde sine personlige mål.
Kronometrisk præcision, vandtæthed og selvoptræk: disse tre centrale udfordringer og grundlæggende urmagerbedrifter skulle cementere den visionære pioners succes og forme skæbnen for et revolutionerende ur.

Præcisionens udfordring
I 1910 blev et Rolex-ur tildelt et certifikat for kronometrisk præcision fra Official Watch Rating Centre i Biel i Schweiz. Dette armbåndsur blev dermed officielt anerkendt som værende lige så præcist som et lommeur – som på det tidspunkt var referencepunktet. Få år senere blev hele urmagerverdenen igen forbløffet, da endnu et armbåndsur fra Rolex i 1914 modtog et "Class A"-certifikat fra Kew Observatory i Storbritannien. Denne udmærkelse havde hidtil været forbeholdt kraftige marinekronometre.
Gennem disse bedrifter ydede Rolex et væsentligt bidrag til armbåndsurets troværdighed og anseelse – en type af ur, som tidligere blev betragtet som en ren smykkegenstand og meget upålideligt, hvad angik præcision. Efter at have overvundet udfordringen med præcision rettede Rolex sin opmærksomhed mod at udvikle en perfekt rustning til sine urværker.
Fra Oyster til Oyster Perpetual
Opfindelsen af Oyster i 1926 var et massivt gennembrud i urmagerverdenen. Urkassen, som senere gav navn til armbåndsuret, var fuldstændig vand- og støvtæt takket være sit system, hvor krans, urkassebund og optrækskrone blev skruet fast ind mod mellemkassen.
Denne revolution inden for urmageri blev sat på prøve i 1927, da englænderen Mercedes Gleitze svømmede over Den Engelske Kanal mellem Frankrig og England og tilbragte mere end 10 timer i det iskolde hav. Uret, som hun bar om halsen – et Oyster-ur i guld – fungerede fortsat perfekt.
Udviklingen i 1931 af et banebrydende selvoptrækssystem, Perpetual-rotoren, forbedrede yderligere Rolex-urenes ydeevne. Oyster-uret, der var præcist, vandtæt og nu selvoptrækkende, var nu også "Perpetual".

Et levende laboratorium
Kunsten at præstere under pres: sådan lød Hans Wilsdorfs filosofi, som, i kølvandet på Mercedes Gleitzes bedrift, gav Oyster-ure til en bred vifte af opdagelsesrejsende, videnskabsfolk, atleter, piloter, sømænd, bjergbestigere og dykkere. Disse mænd og kvinder testede Rolex-urenes pålidelighed fra de højeste tinder til de dybeste oceaner og forvandlede dermed vores planet til et levende laboratorium. Deres feedback gjorde det muligt for Manufactures ingeniører at perfektionere Oyster-urene og konstant forbedre dem.


En kollektion drevet af innovation
Forbedret modstandsdygtighed over for tryk og stærke magnetfelter, graduerede roterbare kranse, en anden tidszone... Fra midten af 1940’erne og frem øgedes modellerne i antal og blev stadig mere specialiserede for at opfylde en bred vifte af behov. Således udvoksede der fra det første Oyster-ur en hel familie af ure. Hvert enkelt ur har sat standarden i sin kategori – og mange er blevet hyldet som ikoner inden for urdesign.
Et dybt engagement i fremtiden
Oysters historie er også præget af de ikoniske Rolex-bæreres utallige bedrifter.
Mærket støtter atleter, hvis ekspertise, disciplin, teknik og evne til at inspirere yngre generationer har bidraget til at forme historien inden for deres sportsgren. Rolex fortsætter med at demonstrere dette engagement ved at indgå partnerskaber med de mest prestigefyldte institutioner inden for ridesport, golf, motorsport, tennis og sejlads.
Denne stræben efter den ypperste ekspertise er også det, der driver de personer, som hyldes af Perpetual Arts Initiative – hvis talent efterlader et varigt indtryk på det globale kulturliv. Ved at støtte disse følelsernes mestre, såvel som de institutioner, hvor de optræder, arbejder Rolex for at bevare og videreføre de grundlæggende menneskelige værdier, som mærket sætter så højt.
Dette engagement i fremtiden kommer også til udtryk gennem Perpetual Planet Initiative – drevet af personer, der deler ud af deres ypperlige ekspertise for at adressere vores tids miljøudfordringer. I dag bygger disse pionerer inden for forandring videre på arven fra de første opdagelsesrejsende og arbejder på at udvide vores forståelse af verden for at finde nye måder at beskytte den på.

Den nye Superlative Chronometer-certificering
I 2026 udvider Rolex kriterierne for sin Superlative Chronometer-certificering: modstandsdygtighed over for magnetisme, pålidelighed og bæredygtighed supplerer nu præcision, vandtæthed, selvoptræk og autonomi – og samlet set udgør disse nu de syv søjler af ypperlig ekspertise. Den konstante stræben efter forbedring har altid været kernen i Rolex, og denne filosofi afspejles i hvert eneste ur. Mærkets vedvarende jagt på kronometrisk præcision er udtryk for dette engagement i konstant at flytte grænser. Det har ført til udviklingen af banebrydende optiske atomure, som giver Manufacture adgang til et hidtil uset niveau af tidsmåling. Disse avancerede, innovative værktøjer er de nye vogtere af tiden hos Rolex og indgår i det internationale netværk, der fastsætter Coordinated Universal Time (UTC).










